Tanker om mesterlære

Det er åbenbart et højtelsket fænomen på MIL at diskutere mesterlære, som det er beskrevet af Etienne Wenger og Jean Lave. Jeg fik ikke undervisning i mesterlære på seminariet, det var ikke en del af vores pensum, så det er første gang jeg hører om det, teoretisk i al fald.

I dette indlæg vil jeg prøve at finde ud af, hvad teorierne om legitim perifer deltagelse, situeret læring og praksisfællesskaber handler om og hvorfor situeret læring er det nye sort når man snakker om IKT og læring.

Situeret læring

Jean Lave

Den amerikanske antropolog Jean Lave står som en central figur inden for begrebet situeret læring. Situeret læring drejer sig om den kontekst hvori man tilegner sig færdigheder og kompetencer. Hun undersøgte bl.a. hvordan skrædderlærlinge tilegnede sig de nødvendige kompetencer i Liberia og hvordan det var nærmest umuligt for amerikanske husmødre at gennemføre regnestykker, de udførte i praksis i supermarkedet hver eneste dag.

Situeret læring er at indgå i aktiviteter der er sammenligneligt med den virkelige verden med det mål at forbedre læringsudbyttet ved den indbyggede motivation der er i, at opgaverne er let genkendelige.

Det vigtige er at lave opgaver og aktiviteter med genkendelig kontekst og med anvendelse af viden. Konteksten bliver i sidste ende bærer af viden, jf. de amerikanske husmødre der kunne noget i super-markedet som de ikke kunne replicere i skriftlig form. 

Praksisfællesskaber

Etienne Wenger

Jean Lave arbejder sammen med Etienne Wenger, der bidrager med sin teori om praksisfællesskaber, der er en teori om, hvordan vi lærer i sammenhænge. Praksisfællesskaber er skabt af mennesker, der er interesseret i det samme og er indstillet på at dele viden og at lære af hinanden.

Tre karakteristikker er afgørende:

- Domæne: Domæne skal forstås som det område, eller felt, som fællesskabet har en fælles interesse i. For at være medlem af praksisfællesskabet skal man være forpligtet til feltet, og netop denne forpligtelse for aktiv deltagelse 

- Fælleskab: I domænet er medlemmerne engageret i diskussioner og aktiviteter, i at hjælpe de andre og videndele. Dette kaldes et fællesskab og i fællesskabet opbygges der relationer, der gør det muligt at lære af hinanden, at hjælpe hinanden og  

- Praksis: Fællesskabet skal være fælles om en eller anden form for praksis og skal mødes med en vis regelmæssighed for at kunne opbygge den fælles viden om denne praksis. Ofte sker dette i ubemærkethed, som for eksempel når man diskuterer undervisning på lærerværelset i frikvarteret.

Med praksisfællesskab ses læring som en social proces, hvor deltagelse i fællesskabet er et krav. 

Legitim perifer deltagelse

Jean Lave og Etienne Wenger  bruger legitim perifer deltagelse til at beskrive og analysere deltagelsen i et praksisfællesskab. Med begrebet forsøger Lave og Wenger at begrebsliggøre de forskellige positioner man kan have i læringsfællesskaber.

  ”Legitim perifer deltagelse”, skiver forfatterne, ”giver os mulighed for at tale om relationerne mellem nyankomne og veteraner og om aktiviteter, identiteter, artefakter og videns- og praksisfællesskaber”.

Mesterlære på MIL

Hvis jeg skal prøve at opsummere en søgen efter viden om situeret læring og lærende praksisfællesskaber vil jeg sige, at det ikke kun er på master i IKT og læring at teorien er aktuel. Dette er for mig at se en forlængelse af forståelsen af læring som socialkonstruktivistisk og inddrager de uformelle arenaer, såsom lærerværelset, gårdvagten eller andet, i en læringskontekst. Jeg må indrømme, at dette indlæg har gjort mig klogere på og gjort mig en lille smule forelsket i konceptet med praksisfællesskaber. 

Noget godt fører bloggen da med sig.